Tobias Rahim

Forvent en endeløs kærlighedsfest, når Tobias Rahim indtager Store Scene på Jelling Musikfestival.

Danmark har sjældent oplevet gennembrud, der kan måle sig med Tobias Rahims mastodontiske indtog på musikscenen. På de to år, der er gået siden albumdebuten i eget navn, har han erobret stort set alle danske festivaler, høstet utallige priser og med massiv hitlistedominans sikret sig både 1.-, 2.- og 4.-pladsen over mest streamede sange i Danmark i 2022. Tilmed har han i samme periode både udgivet en digtsamling og endnu et anmelderrost album.

Sidste sommer tiltrak Tobias Rahim enorme menneskehav – ikke mindst på Jelling Musikfestival, hvor kærlighedsfesten propfyldte hele pladsen foran Tribunen. Opbuddet vidner om et massivt folkeligt gennembrud, som dog på ingen måde har afmystificeret Tobias Rahims egen grænsesøgende verden. I 2023 vender han tilbage til Jelling Musikfestival, hvor han får en velfortjent plads på festivalens største scene, der matcher den danskkurdiske kunstners vingefang. 

Tobias Rahim er indbegrebet af en særegen kunstner, der har formået at skabe sit helt eget personlige frirum med plads til tabuer, politiske budskaber, sex, følelser og grænsesøgende, poetisk lyrik.

Den spæde begyndelse med sange som ’Costa Del Sol Til København’ og ’Jesus’, vidnede hurtigt om en artist, man ikke bare kan sætte i bås. Siden har det ene monsterhit afløst det andet på streaminglisternes topplacering. ’Stor Mand’, ’Mucki Bar’, ’Feberdrømme Xx Dubai’, ’Flyvende Faduma’ og ’Ozonlag A Energi’ vidner om den enorme musikalske spændvidde, der er at finde på albummet ‘Når Sjælen Kaster Op’ fra oktober. Med det allerede imponerende katalog har Rahim begået den nærmest umulige bedrift at kombinere et udfordrende, legesygt univers med et mainstream-gennembrud.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling