Spiller på Scenen onsdag D. 25. maj kl 22:20

The Minds of 99

Danmarks lige nu største band The Minds of 99 indtager Jelling Musikfestival med deres sublime liveshow.

Alle skuffer over tid. Men The Minds of 99s profetiske mantra gælder ikke orkesteret selv. Siden gennembruddet i 2014 er det kun gået én vej for barndomsvennerne fra Frederiksberg, der gæstede Jelling i 2015, 2016 og senest i 2019, hvor de efterlod en hel festivalplads i kollektiv ekstase.

Med en musikalsk spændvidde, der favner postpunk og popballader, har bandet for længst cementeret deres himmelstræbende ambitioner og evner. Deres første tre albums kastede hits som ’Det Er Knud Som Er Død’, ’Hurtige Hænder’, ’Stjerner på Himlen’, ’Solkongen’ og ’Ung Kniv’ af sig, som alle har status af uofficielle nationalhymner. Samme status venter for bl.a. ’Som Fluer’, ’Big City, Bright Lights’ og ’Under Din Sne’ fra deres spritnye, fjerde album ’Infinity Action’.

På den anmelderroste nye plade tilføjer bandet endnu flere nuancer til paletten og inkorporerer bl.a. elementer af trance på ’En Stemme’ og rene engelske tekster på f.eks. ’1, 2, 3, 4’. Meget få bands i Danmark – og sågar på verdensplan – har præsteret et lige så eksperimenterende og mangefacetteret musikalsk univers som The Minds of 99.

I september 2021 blev The Minds of 99 symbolet på genåbningen af Danmark, da bandet optrådte foran godt 55.000 publikummer i Parken. I april indleder de en stort set udsolgt arenatour med ni stop rundt om i landet.

Intet kan derfor være mere oplagt, end at The Minds of 99 onsdag d. 25. maj indtager Store Scene i Jelling – og dermed sparker festivalsommeren i gang igen. Koncerten bliver første gang siden 2019, at The Minds of 99 spiller på en festivalscene og udgør én af bandets kun fire festivalkoncerter i år.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling