Spiller på Scenen fredag D. 29. maj

Tom Jones (UK)

Stemmen over dem alle fylder højtalerne, når Tom Jones med sit enorme bagkatalog af hits og uformindsket ikonstatus lægger vejen forbi Jelling Musikfestival.

Den 24-årige Thomas John Woodward strøg til tops på den britiske singlehitliste med nummeret ”It’s Not Unusual”. Det var i februar 1965, under kunstnernavnet Tom Jones - og lige siden har han været én af musikbranchens største stemmer og showmen. Efter et musikalsk hamskifte, er han mere aktuel end nogensinde, når han i 2020 gæster Jelling Musikfestival.

Nøglen til den imponerende karriere ligger i Tom Jones’ ikoniske barytonstemme, der er lige så fløjlsblød, som den er hæs. Sangstemmens rå kraft er uforandret, hvilket Jones gang på gang beviser som vært på ”The Voice UK” og under koncerterne i hans evigt fyldte tourkalender. Det er altså en Tom Jones på toppen, der ugen efter sin koncert på Jelling Musikfestival 2020 kan fejre sin 80-års fødselsdag.

”It’s Not Unusual” katapulterede Jones til frontlinjen af 60’ernes britiske musikinvasion af USA, blandt navne som The Beatles og The Rolling Stones. Henover nu syv årtier har han leveret stribevis af eviggyldige klassikere som ”Delilah”, ”What’s New Pussycat” og ”She’s A Lady”, foruden temasangen til James Bond-filmen ”Thunderball. Samlet set har han solgt over 100 millioner albums og haft 38 top- 40 hits i UK og 19 i USA.

Gennem hele karrieren har duetter, covernumre og musikalske samarbejder med kunstnere som Janis Joplin, Stevie Wonder, Jimmy Page (Led Zeppelin), Leonard Cohen, Jack White, Wyclef Jean og Ed Sheeran holdt Tom Jones evigt aktuel. I 1999 genopfandt Tom Jones sig selv med albummet ”Reload”, hvor han på hvert nummer samarbejdede med en kunstner, såsom The Cardigans, Natalie Imbruglia, Van Morrison eller Robbie Williams. Albummet er hans bedst sælgende til dato og kastede megahits som ”Burning Down The House” og ”Sexbomb” af sig.

Med den kritikerroste album-trio ”Praise & Blame”, ”Spirit In The Room” og ”Long Lost Suitcase” fra det forgangne årti, har han imidlertid trukket ny inspiration fra gospel, americana og rock, og underbygger stilskiftet med et mørkere, reflekterende tekstunivers. Sidstnævnte album indeholder f.eks. en afskedssalut til Elvis Presley, der beskrev Jones som sin bedste ven. Tom Jones’ musikalitet rummer mange facetter, men varemærket er stadig de soulfulde r&b- og pop-kompositioner, der gjorde ham berømt.

”Tom Jones er et mageløst musikalsk naturtalent, der synger lige så ubesværet, som vi andre trækker vejret. Samtidig viser hans seneste koncerter på dansk grund, at han er i sit livs form. Så vi er stolte af, at scenegulvet i Jelling endnu engang får besøg af én af musikhistoriens største legender,” siger festivalleder Lars Charlie Mortensen.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling