Spiller på Scenen fredag D. 29. maj kl 23:25

D-A-D

Otte gange tidligere har det danske rockband D-A-D spillet på Jelling Musikfestival. Hver eneste gang leverer de et spektakulært brag af en fest, så selve grundvolden under scenen skælver. I år gør de det igen.

D-A-D har lige siden gennembruddet med det internationale hit ”Sleeping My Day Away” i 1989 befundet sig i dansk rocks absolutte superliga – og dér bliver de. Bandet har gennem årene defineret sig med en unik musikalsk profil, intens spilleglæde og masser af humor, der i dag brænder mere igennem på scenen end nogensinde før. Jesper Binzers vrede vokal, Jacob Binzers sprøde guitar, Stig Pedersens groovy bas og Laust Sonnes jazzede trommer har præcis den samme fandenivoldske attitude som altid.

Rocklegenderne har spillet sammen i mere end tre årtier og trækker med deres kritikerroste 2019-udgivelse ”A Prayer For The Loud” tråde tilbage til de populære klassikere ”No Fuel Left For The Pilgrims” og ”Riskin’ It All”. Her får vi alt fra hektiske hurtigrockere til medrivende ballader – alt sammen direkte fra hjertet.
D-A-D spiller adrenalinbrusende actionrock tilsat elementer af blues, cowpunk, country, og den tidløse rock’n’roll i bandets imponerende bagkatalog er en vigtig del af den danske musikhistorie, som taler til både yngre og ældre rockfans.

Efter en stor Europa- og USA-tour optræder det ambitiøse orkester på flere af sommerens nordiske musikfestivaler i 2020 og fokuserer stadig på det, de altid har gjort bedst: intens energi, fængende melodier og enormt overskud på scenen. Der er rå rockpower på tanken, når de fire forvoksede drengerøve starter motoren og trykker pedalen i bund.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling