Særlig Malte Ebert-koncert skyder billetsalget i gang 1. december

2. november 2022

Malte Ebert markerer, at nedtællingen til JMF23 for alvor kan begynde.

Det er efterhånden fast juletradition: 1. december kl. 0.00 indleder Jelling Musikfestival billetsalget og nedtællingen til næste års festival. Men i år vil vi have noget at mødes om i virkeligheden for at gøre noget særligt ud af dagen. 

Derfor har Jelling Musikfestival i samarbejde med Jelling Musikforening inviteret Malte Ebert til at give en akustisk solo-koncert i Byens Hus i Jelling for at markere, at nedtællingen til næste års festival er i gang.

Malte Ebert slog igennem på den danske musikscene som Gulddreng tilbage i 2016. En længere række af Gulddrengs singler ramte førstepladserne på forskellige hitlister, hans plader har opnået platinstatus og Gulddrengs sange har mere end 230 millioner streams.

Efter en længere pause blev Gulddreng genoplivet i sommeren 2021 med fodbold EM-hittet ’Helt Sikker’, der blev den mest lyttede fodboldssang i 2021. Sangen blev streamet 450.000 gange på tværs af platforme på en enkelt dag og blev Gulddrengs ottende nummer et-single. Den dugfriske opfølger ’Den (u)officielle VM-sang’ strøg direkte ind som nummer 1.

Som artist i eget navn har Malte Ebert udgivet musik på både dansk og engelsk. I 2021 deltog han i en forrygende sæson af Toppen af Poppen og smeltede de lokale fodboldhjerter med Vejle Boldklub-hymnen ’Dø For Vejle’. I 2022 indbød han publikum til ’Det Store Malte Ebert Show’, der kombinerede musik og komik, og i 2023 tager han koncertkonceptet til nye højder i showet ’Mellem Himmel & Jord’. Siden Malte Ebert udgav ’Mine venner er sindssyge’ i 2021 har han domineret hitlisterne med dansksprogede ørehængere som ’Hvor Blev Du Af’, Danmark-hyldesten ’Kun Med Dig’ og senest kærlighedserklæringen ’Kalde Dem For Du’. Det står på ingen måde stille for Malte Ebert.

Koncerten i Jelling 1. december er en enestående akustisk solo-koncert. Der er altså al mulig grund til at slå to fluer med et smæk og kigge forbi Jelling 1. december.

Samme dag kan du i Byens Hus købe din festivalbillet til JMF23 med en markant besparelse, sammenlignet med prisen i døren. Samme besparelse kan naturligvis opnås online, men kun hvis du slår til 1. december.

Billetter til nedtællingskoncerten med Malte Ebert koster 300 kr. (275 kr. for medlemmer af Jelling Musikforening) og går i salg torsdag d. 3. november kl. 12.00. Koncerten starter 20.30, og dørene åbner 19.30.

 

Festivalen starter om

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling