Portvin, pant og overskudsmad hjælper udsatte

10. november 2022

Jelling Musikfestival støtter takket være festivalgæster og samarbejdspartnere gode formål.

De fire dages festival i Jelling sidst i maj fortsætter med at sprede ringe i vandet. Hen over sommeren og efteråret har Jelling Musikfestival støttet tre forskellige formål, der hjælper udsatte. Støttekronerne stammer fra specifikke samarbejder mellem festivalen, gæsterne, musikere og vores partnervirksomheder. 

  • Salget af raptrioen Suspekts egen portvin i Vin-baren og Champagne-baren indbragte 24.180 kr. til Hus Forbi.
  • En festmiddag af de overskydende råvarer efter festivalen skrabede 38.482 kr. sammen til Kirkens Korshærs varmestue i Vejle.
  • Middelfart Sparekasses indsamling af krus og kander sikrede 39.960 kr. til March Mod Ensomhed.

Samlet støtter festivalen sammen med gode samarbejdspartnere de tre formål med 102.622 kr.

Meget mere overskud til uddeling

Jelling Musikfestival er 100 procent non-profit, og uddeler derfor hele overskuddet til velgørende og almennyttige formål.

”Vi er stolte af at kunne sende de første støttebeløb afsted efter en vellykket festival i 2022. Vi er særligt glade for at netop disse beløb stammer direkte fra festivalgæsternes engagement og at vi kan hjælpe gode formål i samarbejde med vores partnere og legekammerater. Beløbet viser tydeligt, hvordan 2+2 kan give meget mere end 5,” siger festivaldirektør Line Mosfelt.

”Alle vores gode venner – fra festivalgæster og musikere til samarbejdspartnere og vores fantastiske frivillige – har knoklet og vist uvurderlig opbakning. I år forventer vi derfor at sende et rekordstort samlet overskud videre, som vil gavne en masse foreninger og gode formål, der de senere år har haft svære vilkår,” siger Line Mosfelt.

Det samlede overskud fra årets festival afsløres i uge 45. Derefter kan foreninger, organisationer eller projekter, der kan godkendes af SKAT som almennyttigt, ansøge om del i midlerne via jellingmusikfestival.dk. Ansøgningerne bliver vurderet af festivalens uddelingsudvalg, der er nedsat til formålet.

Støtten gør en forskel

Hos Kirkens Korshær i Vejle skal pengene gå til et fryserum, som gavner klima, mindsker madspild og skåner medarbejdernes rygge. Og mon ikke der også bliver til en stor kage til varmestuens brugere, vurderer leder af Kirkens Korshær Vejle, Tove Hertz Mikkelsen.

Fryserummet bliver desuden spækket med overskudsfødevarer fra festivalen. 

”I år har det betydet særligt meget, blandt andet fordi priserne på varer stiger – også for varmestuen. Og pga. corona har der ikke været festival i et par år, så de sidste reserver af overskudsmad fra festivalen var helt tømt. Overskudsmaden fra Jelling Musikfestival styrker motivationen hos vores frivillige, fordi de kan arbejde med råvarer, varmestuen ikke køber til hverdag,” fortæller Tove Hertz Mikkelsen.

  

Om Jelling Musikfestival

Jelling Musikfestival har siden begyndelsen i 1989 været 100 % non-profit, og sender efter hver festival hele overskuddet videre til almennyttige og velgørende initiativer. Indtil 2022 er mere end 35 millioner kroner blevet doneret til gavn for kultur, idræt, almennyttige og sociale indsatser.

 

Festivalen starter om

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling