Lukas Graham vender tilbage til Jelling

30. november 2022

Ti år efter sin seneste optræden på Jelling Musikfestival er Lukas Graham tilbage på plakaten.

Nu lykkes det endelig igen. Lukas Graham indtager Jelling Musikfestival 2023 med sin poetiske soulpop.

Jelling og resten af Danmark faldt pladask for Lukas Graham, den karismatiske frontmand fra Christiania og den ikoniske hvide tank-top, da ’Drunk in the Morning’ bragede gennem lydmuren i 2011. Bandet fik sin festivaldebut på Jelling Musikfestival i 2012 – en legendarisk koncert, der testede Teltscenens maksimumkapacitet til det yderste. Året efter indtog Lukas Graham Store Scene, inden forsanger Lukas Forchhammer og bandet drog ud for at tage hele verden med storm.

Lukas Graham har toppet alverdens hitlister og været Jorden rundt på fyldte stadions. Intet mindre end tre amerikanske GRAMMY-nomineringer i 2017, cementerede et på alle måder imponerende globalt gennembrud og en epoke i dansk musik, som kun lige var begyndt. ’7 Years’ var et rørende digt om livets lange vej, der blev en universel fortælling og et milliard-streamet kæmpehit. I hælene på den massive succes fulgte et nyt album ført an af ’Love Someone’, der blev endnu et verdenshit med platin-status i intet mindre end 18 forskellige lande. 

Med sangene er Lukas Graham blevet en i særklasse elsket og folkelig kunstner – et livenavn, der gang på gang har flyttet barren for, hvad der er muligt på dansk grund. Som da mere end 80.000 indløste billet til udsolgte arena-shows på stribe i Boxen og Royal Arena i 2019. Eller som i sommeren 2022, hvor en banebrydende energiforsyning fra Vestas drev lys og lyd på den spektakulære ’In The Round’-tour.

Senest har Lukas Graham storhittet med rapperen G-Eazy på ’Share That Love’ og den amerikanske r’n’b-superstjerne Khalid på ’Wish You Were Here’. Lukas Graham er blevet et nationalt ikon i absolut, international topform.

Lukas Graham er verdensmestre i at skabe en forbindelse til publikum, der hæver koncerter op til et helt andet niveau – det oplevede vi allerede i 2012, da et pakket telt sang med fra første strofe. Derfor er vi også sindssygt glade for, at vi nu igen kan præsentere Lukas Graham for Jelling-publikummet. Det bliver stort,” siger festivalens programchef Gaute Parbo Niemann. 

Koncerten i Jelling bliver det første stop på Lukas Grahams sommertour.

Billetsalget åbner 1. december

1. december kl. 0.00 åbner billetsalget til Jelling Musikfestival 2023. Det første døgn kan du spare 500 kr. på partoutbilletter, sammenlignet med prisen i maj.

Nik & Jay, Medina, TV-2, Swan Lee, Lamin, og PRISMA er allerede offentliggjort til festivalen. 

 

 

Festivalen starter om

 

 

 

 

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling