HUGORM og Drew slutter sig til lineuppet

28. januar 2020

Bid og brusende bølger møder bittersøde vokaler og brutale beretninger, når HUGORM og Drew optræder på Jelling Musikfestival til maj.

 

To nye, musikalske fyrtårne rodfæstet i det mørke Jylland, har set dagens lys. Hos begge bands får vrede, smerte og sorg frit løb, men ikke nødvendigvis i negativ forstand. Tværtimod kommer lytteren renset og opløftet ud på den anden side efter den musikalske rejse med HUGORM og Drew som chauffører.

HUGORM er forankret i den jyske vestkyst, nærmere bestemt Klitmøller, hvor de tre tilflyttere Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann Jóhannsson fandt samhørighed i at producere musikalske skråt op-fingre med iskolde keyboards, blæsende, bastante beats og rockede, men maleriske melodier. Projektets fandenivoldskhed brager som trommeild fra første sekund af deres netop udgivne debut-ep med den sigende titel ”FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT”.

Se musikvideoen til ”Mere Tape” her

Ep’en er opstået ud af guitarskitser, som Morten Gorm har indspillet midt om natten på listefødder og med høretelefoner på, mens hans familie sov. Sammen har de tre bandmedlemmer opdyrket lyden af HUGORM, der bevæger sig i et hidtil uudforsket krydsfelt mellem bl.a. Massive Attack, Prodigy, Malk de Koijn og Love Shop. Som den virkelige hugorms zigzagmønster er både lyden og tekstuniverset giftigt og helende på samme tid, og midt imellem yderpunkterne opstår der, hvad bandet kalder en slags sjælerensning. Selv HUGORMs tourplan zigzagger: De spiller i København og i Hanstholm, på Roskilde Festival og på Crazy Daisy i Haderslev. Og til maj spiller de på Jelling Musikfestival. Forvent fandenivoldsk rave-stemning og arrig eftertænksomhed når HUGORM bider fra sig fra scenekanten.

På den modsatte side af Limfjorden er Drew vokset frem af landsbyen Hvilsom, der har udgjort afsættet for hendes liv og musikalske rejse, som hun fremlægger ærligt og råt på debutalbummet ”Brutal” fra 2019. Albummets ni skarpslebne popnumre kanaliserer både følelser af jalousi, mistet kærlighed og glimt fra en opvækst, hvor janteloven, teenagetvivlen og udlængslen lurede ved havelågen. Siden har tabet af hendes mor farvet både Drews lyd, tekster og klang, men intet ved Drew emmer af fortvivlelse – snarere tværtimod. Sangene leger med filosofien om at lykken findes i smerten og det brutale i livet, og fungerer som et kompas gennem følelsernes oprørte vande. Musikalske forbilleder som Linda Perry og Amy Winehouse fornægter sig ikke, mens Drews fortid i den elektroniske duo DREWXHILL fra UK også glimtvis skinner igennem.

Debuten har allerede fejet benene væk under musikbranchen, bl.a. med singlen “Hard To Love”, der var Ugens Uundgåelige på P3, “Perfect Disaster” og den seneste single ”All The Things (I’m Not)”. Hun har turneret med Alex Vargas og Nicklas Sahl, men i april drager hun ud på sin første danmarksturné. Når tourbussen ruller forbi Jelling, er Drew brandvarm og klar til at lyse som et fyrtårn for fortabte sjæle i mørket.

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling