Festivalmagien er tilbage – tak for i år

29. maj 2022

Smilene har været brede i Jelling fire dage i træk, hvor feststemte frivillige og gæster genoplivede festivalmagien.

En længe ventet festival er slut. Ikke ti vilde regnbyger kunne slukke begejstringen for at igen at være samlet 35.000 glade mennesker på græs i Jelling. 2022-festivalen vil særligt blive husket som en enorm forløsning for tre års opsparet festival-sult. 

Al skepsis om rust og tabte corona-generationer blev gjort til skamme. Jelling Musikfestivals fantastiske frivillige har med brede smil knoklet for igen at skabe den ultimative festivaloplevelse for gæsterne – og i forbifarten genereret rekordhøje omsætningsdage. Årets festival er overordnet set forløbet fredeligt, og politi og myndigheder melder om ca. tre gange færre sager end tidligere år.

”Selvom vejrguderne til tider har været nærige med smilene, har smilene blandt vores gæster, frivillige og artister aldrig været bredere. Euforien over endelig at være samlet på den her måde igen, har været helt forrygende at mærke,” udtaler festivalleder Lars Charlie Mortensen, og fortsætter:

”Det er dybt rørende at mærke fællesskabsfølelsen leve og ånde igen, og se hvordan 5000 frivillige kan skabe festivalmagi, der kommer tusindvis til glæde og gavn.”

Jelling Musikfestival 2022 bliver den sidste med Lars Charlie Mortensen ombord. Efter 34 års tro tjeneste takker Charlie af, og til sommer tager han ud på en længere sejltur.

Næste festival finder sted 25.-28. maj 2023.

Festivalen starter om

FESTEN ER ALLEREDE IGANG – VÆR MED!

|

Find os her

Jelling Musikfestival

 

 Kontor/post
Byens Hus, Møllegade 10, 1.sal 
DK-7300 Jelling

 Festivalplads
Mølvangvej 66B 
DK-7300  Jelling