Fængselsdirektøren hundser med fangerne som skiftevis synger sange om at være fanger, spiller stomp på tønder og jernplader og rapper nye tekster til Giro 413-klassikeren ”Her i vores hus er glæde”.
En stompmusical udspiller sig på taxipladsen foran hovedindgangen til festivalen – og de tilfældigt forbipasserende bliver tilskuere til optrinnet. En enkelt forbipasserende krydrer showet med breakdance og halsbrækkende vejrmøller. Lidt senere trasker de orangeklædte videre til campen, hvor der med sikkerhed ikke længere ligger nogen og snuer i teltene.
Det er studerende, der optræder: flest pædagogstuderende med linjefaget "Udtryk, musik og drama" og lærerstuderende med linjefag i musik – men også enkelte som bare er med, fordi det er sjovt. De studerende har udviklet showet, skrevet tekster og så videre – under kyndig vejledning af musiklærer Bo Nygaard og dramalærer Martha Lagoni, som er med på sidelinjen.
Bo Nygaard forklarer: ” Vi har udviklet konceptet i forhold til sidste år, hvor vi også optrådte i forbindelse med festivalen. Da havde vi fire numre vi spillede, op og ned ad Mølvangvej. I år har de studerende arbejdet inden for rammen af et fængsel og skabt en historie og nogle numre derudfra. Det er blevet virkelig godt. Og det er også rigtig interessant at se at de studerende tager erfaringerne med Stomp med sig ud i arbejdet med børn.”
Og interessant bliver det at se hvilken form Stompen ankommer i til den næste udgave af Jelling Musikfestival.