Jelling Musikfestival 2002 står sandsynligvis lidt stærkere i Trine og Michael Lehtonen Jørgensens hukommelse, end de andre festivalgæster dette år. Det var i et virvar af festivalburgere, kolde fadøl og fantastiske guitarsoloer, at Michael spontant faldt på knæ for Trine.
”Jamen det var egentlig ret spontant. Jeg var en smule fuld, da jeg fandt på at fri til Trine. Derfor havde jeg heller ingen ring at sætte på hendes finger. Jeg fandt så en af de ringe, som er på plastikflasker. Den passede godt nok kun på lillefingeren, men hun sagde da ja.”
Helt for sjov har Michaels frieri dog ikke været. Parret mødte hinanden for otte år siden til en privatfest, og har holdt ved hinanden lige siden.
”Vi mødtes til en privatfest helt ude på bøhlandet for otte år side. En af mine venner sagde, at der var en, han synes, at jeg skulle møde, og det gjorde jeg så.”
Trine syntes godt nok, at Michael var lidt for gammel til hende.
”Jeg mobbede ham meget med,at han var 21. Jeg var jo kun 16, så jeg syntes, at han var vildt gammel. Men han var alligevel lidt interessant. Så næste dag hentede han mig og vi mødtes, og har været kærester lige siden.”
Den 1. Maj i år kunne Michael og Trine endelig fejre deres bryllup. Derfor betyder festivalen i år også særligt meget for parret.
”Vi havde bryllup her den 1. maj og mange af de gaver og penge, som vi fik til brylluppet skal faktisk bruges herude”, smiler Trine.
Både Tine og Michael mener, at der er en særlig romantisk stemning på en festival.
”Jamen når vi står der og hører Poul Krebs og ”så’n no’en som os”, så danser man jo lidt tættere og kysser lidt mere. Man smider lidt mere hæmningerne. Vi synes også, at vi har tid til at slappe af herude og nyde hinanden og vores gode venner.”