(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Svensk verdensnavn klar til Jelling Musikfestival

11. november 2014

Svensk verdensnavn klar til Jelling Musikfestival

Det er 25 år siden Roxette’s store gennembrudssingle ”The Look” gik nummer 1 på den amerikanske hitliste. Med sange som ”Listen To Your Heart” og ”It Must Have Been Love” etablerede bandet sig som et af tidens største popnavne.

I dag offentliggør Jelling Musikfestival, at Roxette’ verdensomspændende jubilæumstour gæster den jyske festival.Den svenske popsensation Roxette kom på alles læber i 1989 med ’The Look’, fulgte op med det storsælgende album "Joyride" i 1991 og duoens sange dominerede alle hitlister i hele verden i 90’erne og ind i 00’erne.

Bandet står bag popklassikere som ’It Must Have Been Love’, der var med på soundtracket til filmen Pretty Woman, ’Listen to You’re Heart’ og ’Sleeping in My Car’, kan bryste sig af et imponerende pladesalg på mere end 75 millioner og kan dermed snart udfordre ABBA’s rang på tronen som Sveriges største musikalske eksportsucces.

Efter en længere pause, hvor sangerinden Marie Fredriksson tog tid til at komme sig efter en kræftsygdom, fandt hun og Per Gessle sammen igen i 2011 og udsendte albummet “Charm School”. Albummet og den efterfølgende turné, hvor bandet spillede for 1,5 millioner mennesker, markerede et stærkt comeback til Roxette. Bandet er lige nu midt i første del af deres verdensomspændende turné, der også bringer dem forbi Danmark og Jelling Musikfestival i Pinsen lørdag d. 23. maj 2015.

”Vi er ekstremt glade for, at vi får Roxette på plakaten i år. De har et fuldstændig fantastisk bagkatalog og så synes jeg, at deres unikke blanding af store melankolske popballader og festlige glade popsange har en friskhed over sig, selvom mange af sangene efterhånden har nogle år på bagen. Roxette er et ikonisk popband, som rigtig mange har et forhold til - og det er nok også derfor, at Roxette hyppigt bliver ønsket af publikum via vores sociale medier og hjemmeside” lyder det fra festivalens booker, Lars ”Charlie” Mortensen.

Hjælp fra udvekslingsstudent

Da Roxettes debutalbum ’Look Sharp!’ blev udsendt, blev det med det samme en stor succes i Sverige, men i første omgang tog de andre lande det ikke til sig. Det store internationale gennembrud kom med hjælp fra en amerikansk udvekslingsstudent, der var blevet vild med ’The Look’ under et ophold i Sverige. Da han kom tilbage til USA fik han overtalt en amerikansk radiostation til at spille nummeret, der hurtigt blev spredt til alle de andre radiostationer via kassettebånd - og pludselig havde Roxette et kæmpehit i USA.

Eneste koncert i Danmark

For få uger siden rejste Roxette ud på deres store turné, der bringer dem rundt i det meste af verden og altså også til Danmark i 2015. De mere end 30.000 publikummer på Jelling Musikfestival bliver de eneste i Danmark, der i denne periode får chancen for at opleve den svenske pop-duo.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere