(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Otte stærke navne til Jelling Musikfestival

18. februar 2016

Festivalen har mange spændende navne på programmet i år – dagens offentliggørelser tilføjer hele otte nye og stærke navne fra den danske musikscene.

Der er tale om Virgin Suicide, Kantinka, Jonah Blacksmith, Gabriellas, Sonja Hald, I’ll Be Danmed, Filip og Skalkeskjul.

Virgin Suicide er et af de mest interessante nye indie-pop bands! De udgav deres selvbetitlede debut album lige omkring sidste års festival i Jelling – albummet var en kulmination på mere end to års hårdt arbejde.
De unge københavnere trækker på 1980’ernes indie-æstetik og virkemidler, men i et kærkomment opdateret udtryk. Med anderkendende nik til bl.a. Johnny Marr’s sans for guitar-teamer og The Jesus & Mary Chains’ flair for melodi, er det et über-kompetent og internationalt minded band, som i dag tilføjes årets musikprogram på Jelling Musikfestival.

Katinkas poetiske og eksperimenterende popmusik benytter alt fra stueorgel, skabe, lamper, støvsugere og hårspænder til at skabe lyde. I 2016 spiller sangerinden, der har formået at skabe et univers af inderlighed og karismatisk nærvær, så for første gang på Jelling Musikfestival. Alle teksterne er på dansk og er bilag samt udklip fra Katinkas egen dagbog. De kan beskrives som røntgenfotografier af personlige tanker og følelser, men trækker samtidig tråde tilbage til store danske digtere som Frank Jæger, Morten Nielsen og Tom Kristensen.

Jonah Blacksmith er brødrene Alstrup, som i dette musikalske projekt forener deres fædrene og musikalske ophav. Sangene og deres udtryk stammer fra barndommens landsbysmedje på ’udkanten af Danmark’, hvor bedstefar gav den musikalske arv videre. Med Jonah Blacksmith hylder brødrene arven i et lige dele råt, inderligt og alternativt folk udtryk så autentisk, at selv ekkoet af John Lennons korte eksil på egnen, før de blev født vinder gen-klang. Det er en arv, som publikum på Jelling Musikfestival kan se frem til at opleve live, når brødrene spiller den sidste weekend i maj.

Gabriellas er en karismatisk rock-gruppe med power, pondus og pigerock! Pigerne skriver selv deres tekster og musik med udgangspunkt i egne følelser og oplevelser - og netop deres store indføling i det de laver, gør Gabriellas til en unik pigegruppe med kreative tekster, en enestående sceneperformance og med en spændende karriere i sigte.
Med Gabriellas er publikum på Jelling Musikfestival garanteret et underholdende og energisk show, der ikke er som andres. De er utvivlsomt "ones to watch" på årets musikprogram!

Sonja Hald – den nye frække dreng på den danske musikscene. Med underfundige og skarpe danske tekster efterlader bandet et øjebliksbillede af vores samtid med sange, der tænder alle advarselslamper, når de f.eks. synger ”Du kan dø af det der” eller giver deres bud på at genstarte Danmark med sangen ”Vækstplanen”. Sonja Hald har tidligere spillet på Jelling Musikfestival, hvor deres koncert har trukket rosende ord fra publikum.
Bag det nok så feminine navn gemmer sig dog fem fuldvoksne mænd fra Aarhus, som iklædt navnet Sonja Hald potent udgør gruppen.

I’ll Be Damned’s ambition er – med stærke riffs og et tungt groove – at fortælle dig, hvorfor du elsker Rock’n roll! De er fem erfarne fyre fra Aarhus og på kort tid har de skabt et solidt udtryk, hvis benzin ikke blot er begejstringen over, at spille hæsblæsende rockmusik, men også den ubønhørlige trang til at råbe af det etablerede.
Det er rock. Det er oprør. Det er Damn, I feel fine – knowing that I’ll never walk a straight line!

Filip er en 18-årig dansk singer/songwriter, der er på vej frem i Danmark. Hans stilart har sine rødder i blues, pop og rockmusikken - og på hans indspilninger, spiller han stort set alle instrumenter selv. Sidste år udkom Filips første EP ved navn ”House of Cards”, der er indspillet i London, som har været hans anden base i godt og vel to år.
Filip var i 2015 opvarmning for så store navne, som Elton John, James Blunt og Simply Red da de hver især gæstede dansk grund.

Filips musik er meget alsidig og han kommer vidt omkring i genrerne, så der er uden tvivl lagt op til en spændende koncert fra det unge stortalent, når han giver koncert på årets festival i Jelling.

Skalkeskjul er unge, friske og syrede… Med musikalsk indflydelse fra sen-80’ernes Manchester-scene til 60’ernes beateksplosion, er Skalkeskjul et nyt spændende dansksproget rocknavn. Publikum på Jelling kan forvente sig en oplevelse, der rummer fængende melodier med elementer fra specielt neo-psychedelia og new wave. De vil blive kastet ud i et tekstunivers med uendelige horisonter, der inviterer til eftertænksomhed midt i en enorm beatfest, hvor verden ustandseligt drejer rundt om sig selv i smuk forening med lyden af livslyst, sex og rock 'n' roll.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere