(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Jelling Musikfestival sorterer 27 tons affald

24. september 2015

Festivalen har gennem de senere år sorteret affald – og gennem et samarbejde med Brandbjerg Højskole har denne indsats bl.a. resulteret i masser af telte, soveposer o. lign. til hjemløse og andre udsatte.

Jelling Musikfestival har besluttet, at gøre det vi kan for at blive så bæredygtige som muligt. Dette er et løbende projekt, som aldrig slutter - der er jo altid noget mere man kan gøre. Festivalen har således siden 2012 registreret andelen af det sorterede affald, som startede på knap 8% og i 2015 har indsatsen sikret, at mere end 21 % af festivalens affald i dag sorteres.

Alt i alt har sorteringen i 2015 betydet at der bl.a. er sorteret 3,6 tons appelsinskræller, knap 3 tons dåser og 4,6 tons pap. Siden registreringen begyndte i 2012, er der sorteret knap 12 tons aludåser på festivalen – det svarer til ca. 745.000 dåser.

Sorteret affald blev til koncert
Samarbejdet mellem Brandbjerg Højskole og Jelling Musikfestival, om at skabe en grønnere festival, udvikler sig fra år til år. Et af de nye initiativer i 2015 var, at lave en stor skraldekonkurrence mellem alle deltagende efterskoler. Hver efterskole samlede skrald ind og fik det vejet hos Brandbjerg Højskoles elever - den efterskole der ved festivalens ende havde samlet mest, vandt en koncert med vinderne af Quasar Rock. Det blev Balle Efterskole, der løb med sejren og her havde man en forrygende koncert med I said I Love i juni måned.

Indsamling af efterladte gode ting

En anden vinkel af miljøindsatsen, er at indsamle alle de brugbare ting, som publikum efterlader når de tager hjem efter fire dage med fest og musik på campområdet.

”Der er rigtig mange, der efterlader telte, soveposer og lignende og selvom vi ønsker at gæsterne efterlader pladsen så grøn, som da de kom, går de efterladte genstande ikke til spilde. Brandbjerg Højskoles elever indsamler, hvad der kan bruges inden resten med stor effektivitet bliver kørt til forbrænding”, fortæller Marianne Buus, som er tovholder på højskolens indsats.
De indsamlede sager blev således i år blandt andet givet bort til hjemløse i flere større byer, asylcentret i Thyregod, en organisation for psykisk sårbare i Kolding og ikke mindst til en nødhjælpsindsats i Ukraine.

Egen genbrugsplads på festivalen

På festivalens lagerområde er der nærmest etableret en hel genbrugsplads, hvor affaldet sorteres efter pap, klar eller farvet plast, glas, jern og meget mere. Det skal gøres nemt for de frivillige at sortere og ikke mindst sjovt. De er blevet så gode til det, at mange af festivalens frivillige selv er begyndt at efterspørge sorteringsmuligheder i de forskellige boder og barer.

Tæt ved genbrugspladsen holder Stack Cup også til med deres store opvaskevogn. Her bliver genbrugskrusene vasket – og i 2015 blev der vasket hele 179.864 krus i løbet af festivalen.

Store fremtidsperspektiver
Arbejdet for at blive grønnere har store fremtidsperspektiver – og festivalen arbejder hen imod, at sortere mere end 25 % af det samlede affald i 2016. Generelt håber vi, som festival, at være med til at sætte fokus på en holdbar og fremtidssikret indsats for at passe på miljøet samtidig med at bibeholde Danmarks dejligste parallelsamfund i form af en festival.

Den 28. udgave af festivalen afholdes sidste weekend i maj, nemlig d. 26.-29. maj 2016 – billetsalget starter tirsdag d. 1. december 2015.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere