(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Jelling Musikfestival klar med endeligt program

15. marts 2016

Danmarks største popduo, Nik & Jay, fuldender musikprogrammet for den 28. Jelling Musikfestival

De to karismatiske drenge fra Værløse har redefineret dansk popmusik og formået at holde sig på toppen siden de for 14 år siden debutterede med singlen ’Nik & Jay’. De sidste to år har bandet holdt pause, men nu er de tilbage på scenen og fuldender programmet for Jelling Musikfestival.

Som spydspidser for programmet er internationale navne som legendariske Queen + Adam Lambert, The Lone Bellow og metalbandet Skillet, samt store danske navne som Rasmus Seebach, Kim Larsen & Kjukken, Christopher, Stine Bramsen og KrebsFalch. I alt spiller mere end 80 kunstnere på 5 forskellige scener fordelt over de fire festivaldage.

Det endelige program med spilledage og tider kan ses her.

Nik & Jay ”kom tilbage igen, kom kom tilbage igen…”
Linjen er fra sangen ”Endnu en” – og endnu en sang, det får publikum på Jelling når Nik & Jay vender tilbage og spiller på festivalens store scene fredag aften.

Nik & Jay har for længst skrevet musikhistorie ved at placere sig helt i toppen af den danske musikalske superliga. De har - med deres elegante evne til at lege med sproget, det stærke visuelle udtryk og ved at være til stede i musikken - både banet vejen for en helt ny generation af danske popmusikere og samtidig leveret stribevis af hits gennem årene. På væggen hænger metervis af guld og platinplader for samlet over en halv million solgte albums og yderligere 50 millioner streams. Nik & Jay er altid i bevægelse, så når drengene denne sommer vender retur til landets største scener, så bliver det som altid med nye musikalske vibrationer og en koncertoplevelse, der endnu engang – og mens du synger med - blot understreger hvorfor de stadig er de største.

Med offentliggørelsen af Nik & Jay, er det fulde program klar og Jelling Musikfestival er glade for at kunne præsentere programmet – og på hjemmesiden er der rig mulighed for at gå på opdagelse, lytte til og læse om de mange kunstnere, der gæster Jelling den sidste weekend i maj.

Billetter kan købes på billetlugen.dk, i Byens Café Jelling samt i Bygningen i Vejle.

Jelling Musikfestival 2016 afholdes sidste weekend i maj – 26. – 29. maj 2016.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere