(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Hip-Hop, Rock og Pop til Jelling

2. februar 2016

Jelling Musikfestival opruster med en håndfuld af de stærkeste nye danske navne inden for rock, hip-hop og pop.

Festivalen gør plads til en bred vifte af nyere navne fra den danske musikscene, når Pede B & DjNoize, Marvelous Mosell, Turboweekend, Velvet Volume og SAVEUS i dag tilføjes programmet.

TURBOWEEKEND… der var engang, da lyden af Turboweekend groft sagt blev forbundet med én ting: Unge, glubske mænd, der trak i supermandkostumet, indstillede tunnelsynet og fræsede sig gennem natten med et pumpende testosteronmassiv i øregangene. End ikke bandmedlemmerne troede, at det kunne være anderledes. Men det kunne det! Med album nummer fire ”Share My Thunder” ekkoer den gamle selvforståelse endegyldigt ud og erstattes af et langt mere sammensat musikalsk udtryk. Den nye lyd er mindre maskinpark, mere sangskrivning – og først og fremmest en tro på, at bandets idéer og melodier står så stærkt i sig selv, at de ikke per definition behøver at blive pakket ind i produktioner og effektmageri. Turboweekend har gennem årene oparbejdet et ry, som et af kongerigets bedste livenavne, hvilket de også beviste ved deres optræden på Jelling Musikfestival tilbage i 2014.

PEDE B & DjNOIZE udgiver til marts nyt album. Oven på den store succes med 'Byggesten' fra 2015, har duoen endnu engang været i studiet og indspille nye numre - denne gang i samarbejde med Adam Sampler og Luxxx. Det nye album er en fortælling om William, der i løbet af en weekend skal grueligt meget igennem.
Pede B optrådte intet mindre end 3 gange på Jelling Musikfestival 2015 – først åbnede han festivalen på teltscenen torsdag eftermiddag, så morgenruskede han campen lørdag morgen og sidst, men ikke mindst, stod han på scenen sammen med TV-2, da de lukkede scenen søndag aften. Det er altså en rutineret Jelling herre, som sammen med DjNoize vender tilbage til festivalpladsen sidste weekend i maj.

VELVET VOLUME blev i 2013 dannet af tvillingerne Noa og Naomi samt deres lillesøster Nataja Lachmi - og de spillede samme år deres første koncert.
Med musikalsk integritet og overbevisende optrædener, har de siden sommeren 2015 taget anmelderne og det danske publikum med storm. Senest har rocktrioen overrasket hele den danske musikbranche med deres roste liveoptrædener til Kronprinsparrets Priser, GAFFA Prisen 2015 og P6Beat Rocker Koncerthuset.
Pigerne bygger deres sangskrivning på energiske guitarriffs, kreative basgange og en hårdtslående trommeslager, ikke ulige bands som The Runaways, White Stripes og Royal Blood. Velvet Volume har i løbet af 2015 især gjort sig bemærket på den danske musikscene og anmelderne har været begejstret for Velvet Volume’s upolerede og uimponerede sceneoptræden.

MARVELOUS MOSELL er dansk raps svar på John Travolta. Han er ”Den Rappende Tidsmaskine” – hybriden mellem 70’er disco, blaxploitation og groovy 80’er-rap. Nu er det tid til at samle alle ”dajmerne” og ”mænderne”, som er blevet fortryllet af Mosells unikke ”take” på dansk rap, alle trådene - steppe det en tand op og holde festen over dem alle. Når Marvelous Mosell holder party er alle inviteret, men øverst på listen står hans hovedmand, dansk hiphops mest kreative hjemmedreng: DJ Tue Track.
Publikum kan glæde sig til en koncert i selskab med to entertainers, der vil dem det rigtig godt! Tracks, beats, scratch og samples fra en farvestrålende og funky fortid kombineret med Mosells veloplagte storytelling og helt unikke flow, er en powerfull cocktail, som du bare vil have mere og mere af.

SAVEUS kom ud af det blå og ind på den danske musikscene med en overbevisende debut-optræden ved P3 Guld en oktober-aften i 2015. Singlen ”Levitate Me” banede vejen for Martin Hedegaards nye og ambitiøse projekt og blev inden jul kåret, som Årets Uundgåelige af P3s lyttere og har i skrivende stund op mod 1, 5 millioner streams på Spotify. Siden den iørefaldende oktober-aften på P3 Guld scenen blev det populære klip, i løbet af få uger, vist på Youtube mere end 400.000 gange, mens ”Levitate Me” gik direkte ind som #1 på iTunes og har hittet stort på Spotify. Her gik ”Levitate Me” ligeledes ind som #2 på Spotify’s Globale Viral Chart. SAVEUS optræder for første gang på Jelling Musikfestival i 2016 med sin eksperimenterende pop, der både har dansevenlige og eftertænksomme kvaliteter.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere