(24.)·25.·26.·27. maj 2018

En håndfuld danske stjerner til Jelling

16. februar 2016

Dagens offentliggørelser til årets Jelling Musikfestival, er en god blanding af musikgenrer. Der er tale om Magtens Korridorer, Klumben & Raske Penge, Electric Guitars, Thomas Buttenschøn og Østkyst Hustlers.

De fem nye navne på programmet viser mangfoldigheden blandt årets musikprogram på Jelling Musikfestival. Tidligere offentliggjorte navne som bl.a. Queen + Adam Lambert, Gnags og Turboweekend udvides nu med hele fem danske stjerner i form af Magtens Korridorer, Klumben & Raske Penge, Electric Guitars, Thomas Buttenschøn og Østkyst Hustlers.

Magtens Korridorer er i gang med at skrive sange til et nyt album, men de tager en pause fra studiet for bl.a. at spille på den 28. udgave af Jelling Musikfestival. I 2015 var det præcis 10 år siden, at bandet udgav deres debutalbum ”Friværdi” – og dette skal selvfølgelig fejres. Koncerten vil blive en enestående chance for at høre hele Friværdi-albummet blive spillet live. Derudover vil der også blive spillet sange fra de øvrige albums - helt sikkert også fra sidste års udgivelse ”Før Alting Bliver Nat”.

Klumben & Raske Penge modtog i 2012 en Steppeulvspris for Årets Danske Livenavn og har siden igen og igen vist deres værd som førende på den danske reggae- og dancehallscene med utallige hæsblæsende shows. Der er nyt materiale fra Raske Penge i bagagen, i form af hans nyligt udgivne album ”Indtil Nu”, der wrapper de sidste 4 år op på et mastodontisk album, med hele 24 numre. Til maj indtager Klumben & Raske Penge og deres fantastiske band ”80’erne” Jelling Musikfestival med et splinternyt og vildt show. Drengene brygger lige nu på et show, der både vil overraske og glæde publikum.

Electric Guitars har feber! De kan ikke rigtig finde ud af, om det er feberen, der giver dem ild i røven eller om det er ild i røven, der giver dem feber. Men Mika Vandborg og Søren Andersen har begge dele, for nu er de to guitarekvilibrister klar med deres andet album ”String Fever”.
Feberen er en helt speciel guitarfeber – strengefeberen - de har, når de optræder som Electric Guitars – og nu rammer feberen så også Jelling Musikfestival, når de to fantastiske guitarister spiller på årets festival sidste weekend i maj.

Thomas Buttenschøn tager i foråret 2016 igen på tour med sit succesfulde one man show, hvor det er guitaren, sangene og de gode historier, der er i fokus. Temaet er ”#Buttenbryllup” - I oktober ’10 blev Thomas gift med Cana og i oktober ’15 holdt de deres store bryllupsfest. Historier om den unge kærlighed, livet som nygift, livet med børn og hvad der ellers hører til, vil alt sammen blive berørt på en nærværende og humoristisk facon, når Thomas tager sin guitar og mikrofon med til Jelling den sidste weekend i maj. Med i bagagen har han sit spritnye album.

Østkyst Hustlers udgav i 1996 albummet ”Fuld af Løgn”. Efter megasuccessen ”Verdens Længste Rap” troede ingen, at dansk rap kunne blive større. Men det kunne det sagtens. Meget større. Med knap 150.000 solgte eksemplarer gik albummet dobbelt platin og trak for alvor hiphoppen ud af undergrunden. I ’16 drager Østkyst Hustlers på turné for at fejre ”Fuld af Løgn”s 20 års fødselsdag sammen med gamle og nye fans. Sangene har for længst bevist, at de stadig holder - og teksterne er præcis lige så aktuelle i dag, som de var dengang, de blev udgivet. Jazzy H, Bossy Bo og DJ Peyk har heller ikke mistet energien.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere