(24.)·25.·26.·27. maj 2018

73.290 kr. til Kræftens Bekæmpelse

20. august 2015

Jelling Musikfestivals publikum donerede i stor stil deres brugte genbrugskrus til velgørenhed, hvilket betyder, at festivalen nu kan sende en stor check til Kræftens Bekæmpelse.

Festivalen 2015 var den svære 2’er for genbrugskruset på Jelling Musikfestival… Det lod publikum sig dog ikke mærke med – via specielt opstillede beholdere donerede de således hele 73.290 kr. til Kræftens Bekæmpelse.

Festivalen introducerede sidste år, som den første danske festival, genbrugskruset som dermed afløste de mere traditionelle engangsplastikkrus. Fordele ved krusene er ikke til at overse: blandt andet en stor besparelse på plastaffald og den dertilhørende CO2 udledning samt en renere festivalplads generelt.

Publikum kunne på årets festival igen donere de brugte krus til velgørenhed via specielle opstillede beholdere – og i 2014 blev der doneret for 25.000 kr. krus, hvorefter festivalen valgte at doble op på donationen til Kræftens Bekæmpelse. I 2015 er dette beløb så knap tredoblet til 73.290 kr., som også i år doneres til organisationen, der har bekæmpelse af kræft som hovedformål.

”Vi er meget glade og stolte over, at publikum har valgt at støtte Kræftens Bekæmpelse med deres krus igen i år – og en stigning på næsten 200% i forhold til 2014, kan jo betegnes som en gigantisk succes”, fortæller festivalleder Lars ”Charlie” Mortensen.

Festivalen justerede i 2015 på pantsystemet, for at forhindre regulære skattejagter på festivalpladsen med det formål at tjene på krusene. De 10 kr. der betales for det unikke genbrugskrus kunne således bruges til at købe nye varer for i de boder, hvor kruset blev solgt eller publikum kunne vælge at donere den fulde 10’er til Kræftens Bekæmpelse. Krus der blev indsamlet med henblik på at tjene kontanter blev værdisat til 1. kr. stykket.

”Justeringen af pantsystemet og tydeligere mærket donationsbokse har nok medvirket til stigningen i donerede krus til velgørenhed på årets festival. Et af hovedformålene med Jelling Musikfestival er jo netop at støtte og uddele midler til velgørende og almennyttige formål – og med årets donation må det siges at publikum virkelig har taget dette til sig”, fortæller Charlie.

Jelling Musikfestival uddelte omkring 3 mio. kr. til velgørenhed og almennyttige formål efter festivalen i 2014 - og har gennem tiden uddelt mere end 25 millioner kroner til disse formål, herunder også til lokalområdets mange foreninger.

Den 28. udgave af festivalen afholdes sidste weekend i maj, nemlig d. 26.-29. maj 2016 – billetsalget starter tirsdag d. 1. december 2015.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere