(24.)·25.·26.·27. maj 2018

Rod Stewart

Med mere end 100 millioner solgte albums hører Sir Rod Stewart til blandt verdens bedst sælgende artister og han har gennem de seneste år formået at reaktualisere sig selv med succesfulde albums og velbesøgte liveshows i hele verden. Det kritikerroste album ”Another Country” fra 2015, gik direkte ind på den britiske hitlistes 2. plads og gennem samarbejder med toneangivende nye navne som Mark Ronson og rapperen A$AP Rocky, er Rod Stewarts unikke stemme nået ud til en yngre fanskare. De ca. 35.000 besøgende på Jelling Musikfestival kan således se frem til en højaktuel Rod Stewart til en koncert, hvor der uden tvivl vil kunne opleves – om ikke alle – så eksempelvis hits som; "You Wear It Well", "Maggie May", "Da Ya Think I’m Sexy", "Baby Jane", "The First Cut is the Deepest", "I Don’t Want To Talk About It", "Tonight’s The Night", "The Killing of Georgie" og "Sailing".

Rod Stewart oplevede den første smag af succes i 1970 i bandet Faces, som han dannede med Ron Wood, der senere blev guitarist i Rolling Stones. I 1971 udsendte han i eget navn sangen ”Maggie May”, der -  trods en lang mandolin intro - gik nummer 1 i både England og USA. Dette blev starten på en stor karriere, hvor Rod Stewarts hæse stemme og særlige sans for eftertænksomme, varme og humoristiske sange, gjorde ham urørlig. Han havde 6 albums i træk, der indtog førstepladsen på den engelske albumhitliste, hele 4 nummer et hits i USA og succesfulde duetter med navne som Tina Turner, Bryan Adams og Sting.
Ved udgangen af 90’erne fik Rod Stewart skriveblokade - og overbevist om, at han havde skrevet de sange han skulle, fokuserede han med stor succes på at fortolke andres sange på udgivelserne ”The Great American Songbook”. Men i 2013 blev Rod Stewart genforenet med sin kreative muse og skrev nummeret ”Brighton Beach” - og siden har han udgivet to succesfulde albums med helt nyt materiale. Rod Stewart har modtaget to induktioner i Rock and Roll Hall of Fame og vundet utallige priser, herunder en Grammy og ASCAP Founders Award for sin sangskrivning.

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere