(24.)·25.·26.·27. maj 2017

Camping området

For at få adgang til campen skal du have et gyldigt festivalarmbånd. Der må kun sættes telte op på campen - campingvogne henvises derfor til Camping Jelling, Fårup Sø Camping eller TopCamp Riis Feriepark

Teltcampen åbner onsdag d. 24. maj kl. 12.00 - og skal senest forlades søndag d. 28. maj 2017 kl. 12.00.

Regler på camp-områder
Vær opmærksom på følgende regler for camp-området:

  • Telte må maximalt være 16 m2. Telte over 16 m2 tillades kun, hvis de udelukkende bruges til overnatning, samt at teltenes størrelse svarer til antallet af overnattende. Det er med andre ord ikke tilladt at medbringe "forsamlings-telte"og lignende, der ikke er fremstillet til at overnatte i som hovedformål.
  • Alle former for køretøjer (motorkøretøjer, indkøbsvogne, cykler o.s.v.) må under ingen omstændigheder være på camp-arealet.
  • Brandmyndighederne forbyder møbler og andet brandbart materiale samt hårde hvidevarer.
  • Ingen former for åben ild er tilladt – dette gælder også lys, flagermuslygter, myggelys, grill m.v.
  • Bilbatterier er kun tilladt hvis det er en del af et musikanlæg. Batteri og musikanlæg skal være placeret i en og samme aflåste kasse. I skal sende et foto af anlægget til safety@jellingmusikfestival.dk - og så kvitterer vi for, at det er okay og at I kan medbringe anlægget.
  • Gasflasker og gasflasker med påmonteret blus er strengt forbudte, og de må ikke forefindes i teltene. Gasflasker der forefindes på camp-området, vil blive konfiskeret af camp-vagterne.
  • Du har mulighed for at bruge sprit-apparat og engangs-grill på de indrettede kogeøer.
  • Teltslagning skal foregå indenfor de afmærkede områder af hensyn til brandrisikoen. Telte, barduner m.m. uden for de afmærkede områder er ikke tilladt og fjernes af campingvagten. Fjernede telte kan afhentes hos nærmeste campingvagt.
  • På campen er det særligt vigtigt, at du holder orden. Brug de opstillede affaldsstativer eller containere til affald. Affald er MEGET BRANDFARLIGT - sørg for, at der er ryddet op omkring dig - både under festivalen, men også når du forlader campen.

Følg altid camp-vagternes anvisninger, som også har bemyndigelse til skride ind overfor ekstremt uopryddede camp-arealer.

Vær opmærksom på, at Jelling Musikfestival er ansvarlig overfor brandvæsen og politi - se i øvrigt Orden- & Adfærdsregler nedenfor.

Det er derfor til enhver tid festivalens camp- & sikkerhedspersonale der bestemmer, hvad der må medbringes på camp-området - og det er helt af hensyn til dig og dine venners sikkerhed.

Pas på tyveri!
Når mange og festglade mennesker er samlet på ét sted, er det desværre også en go´ fest for dem, som ikke har helt rent mel i posen.

Allerede inden du skal på festival, er det derfor godt at overveje, om det nu også er nødvendigt at medbringe det nye dyre digitalkamera, designer cowboy bukserne eller andre tyve-tækkelige ting?

Desuden skal du overveje, hvordan du vil sikre dine ejendele under selve festivalen. Gør du ikke det, kan du risikere, at forsikringen ikke vil dække ved et eventuelt tyveri.

En af de ting, du skal huske under festivalen, er at aflåse teltet med en hængelås, så uvedkommende ikke har fri adgang til teltet. Hvis indboforsikringen skal dække tyveri fra et telt, skal det være aflåst, og der skal samtidig være synlige tegn på opbrud af teltet.

Du skal samtidig være opmærksom på, at indboforsikringen aldrig vil dække tyveri af penge eller smykker fra et telt, uanset om det har været aflåst eller ej.

Gode råd til festivaldeltagere:

  • Lad din bærbare computer blive hjemme
  • Tag kun smykker med, som du hele tiden har på
  • Medbring ikke flere kontanter end højst nødvendigt
  • Lås teltet med en lille hængelås, når du forlader det
  • Efterlad aldrig værdigenstande som for eksempel fotoudstyr eller andet elektronisk udstyr i teltet.

Ordens- & Adfærdsregler

Jelling Musikfestival aktiverer mere end 30.000 personer såsom gæster, hjælpere, kunstnere, børn og pensionister – og det kræver derfor alles medvirken for at kunne afvikle festivalen i god harmoni med sit navn og under hensyn til såvel miljø som lokalbefolkning.

Festivalforeningen skal - for at måtte afvikle Jelling Musikfestival – følge bestemte af myndighederne fastlagte retningslinjer. Disse er offentliggjort her på hjemmesiden samt på opslag ved Indgange, ligesom hjælpere og sikkerhedspersonale vil vejlede om disse.

For at sikre, at Jelling Musikfestival afvikles under forhold, hvor der skal herske en god stemning og fornemmelse af sikkerhed og tryghed, er der med Brandvæsnet og Politiet aftalt, at følgende retningslinjer præciseres:

  1. Teltslagning må alene ske på afmærkede områder. Parkering af motorkøretøjer må ikke ske på teltslagningspladserne. Campingvogne, teltvogne og lign. større enheder henvises til områdets ordinære campingpladser.
  2. Brug af åben ild - herunder stearin- & myggelys, benyttelse af brændbare væsker, eks. til el-generatorer og andre strømforsyningsenheder i teltslagningsområdet - er forbudt. Det er tilladt at benytte engangsgrill på de dertil indrettede kogeøer på campen.
  3. Det er ikke tilladt på den del af festivalområdet, hvortil der kræves armbånd (billet), at medføre eller færdes med rygmærker eller andre mærker, som viser, at der er tilknytning til rockergrupper med relation til Hells Angels, Bandidos eller lignende grupperinger
  4. Øvrige retningslinjer for ophold m.v. er opstillet for at sikre en rolig, sikker og tryg afvikling af festivalen og skal derfor følges af alle, der gæster Jelling Musikfestival.

Alle anvisninger fra festivalens sikkerhedspersonale skal altid følges.

Overtrædelse af reglerne vil kunne medføre bortvisning.

Vi ønsker alle en go´ festival

Politi & Brandvæsen

Førstehjælp på campen

Der er et stort beredskab af læger & sygeplejersker samt et veluddannet samaritter korps fra Røde Kors tilstede under hele festivalen.
Du finder læger, sygeplejersker & samaritter på Campen - lige ved Indgangen.

Har du brug for daglig medicin, kan du få det opbevaret på køl hos samaritterne.

 

Grønnere festival

Den grønne fest er den fedeste fest!
Det behøver ikke være kedeligt eller en dårlig fest, bare fordi festen er lidt grønnere. På Jelling Musikfestival er hensynet til miljøet en del af festen.

Dåsernes fest
Siden 2007 har der været fokus på festens dåser, der i stadig større omfang er blevet sorteret fra. Denne indsats skyldes de ansvarsfulde gæster, som hvert år sorterer deres dåser fra i klare affaldssække og afleverer dem ved affaldsstationerne, eller ved indgangen.

Miljø Team
I Klimaboden kan du hver dag deltage i en konkurrence om blandt andet en partoutbillet til næste års festival eller lækkert merchandise fra Festivalshoppen. Det er nemt og koster ikke noget at deltage. Du skal bare udfylde en quiz om miljøet. Hver dag ca. kl. 16 trækkes der lod blandt alle de rigtige svar. Vinderen skal være personligt til stede. Få alle detaljerne i Klimaboden på campen.
Vi belønner dig med en ½ vandmelon, når du afleverer en fyldt klar sæk med dåser i Klimaboden.
Du kan altid komme i Klimaboden og hente en klar affaldssæk, eller du kan fange en af hjælperne fra Klimaboden, der går rundt og deler affaldsposer ud overalt på campen og giver vejledning i sortering af affald.
Derudover er der et team, som samler affaldet ind og sikrer, at sorteringen fungerer hele vejen.
Du kan altså føle dig sikker på, at det sorterede affald bliver håndteret forsvarligt og ikke bare ryger på forbrændingen.
Du kan altid stille dine sorterede dåser og andet affald helt ud til kanten af jeres teltfelt - så kommer der nogen forbi og henter det.

Brænder du for at gøre en forskel for miljøet?
Frivillig på festivalen
Der søges hvert år nye og engagerede frivillige til Miljøteamet, så hvis du er interesseret i at arbejde for miljøet i festlige omgivelser, er du velkommen til at kontakte Camilla Lundberg Jordt på mail: c.l.jordt@gmail.com og høre nærmere.

Vil du vide mere?
Miljøteamet er oprindelig et projekt startet af Grønt Forum i Vejle. Vi anbefaler dig at kigge forbi deres hjemmeside hvis du vil vide mere om miljøindsatser i Vejle. Du kan også tilmelde dig deres nyhedsbrev.

Hvorfor al den snak om dåser?!
Jelling Musikfestival har i mange år haft et tæt samarbejde med Brandbjerg Højskole om at gøre festivalen grønnere. Under sloganet ”Lad kun dine fodspor blive tilbage” vil højskolens elever blandt andet sortere dåser for at kunne genanvende dem. I bund og grund handler det om at forlade vores festivalmiljø rent. Målet er selvfølgelig at tænke langsigtet og bruge vores ressourcer fornuftigt.

Nu skal der også fokus på telte og andet campudstyr
Når musikken er slukket og landets festivaler lukker ned, efterlader festivalgæster hvert år enorme mængder telte, soveposer og andet festivalgrej.
Brugbart udstyr som dette, bliver normalt smidt ud, men er livsvigtigt for hjemløse. Disse ting vil blive indsamlet af elever fra Brandbjerg Højskole i samarbejde med organisationen Giv Din Hånd og givet til hjemløse i Odense og Esbjerg. Højskolens elever har et område på festivalen, BOB (Brandbjergs Oase Base), hvor man kan aflevere telte, soveposer og andet, man ikke vil tage med hjem.


Velkommen til Danmarks grønne festival!

Instagram sneak peak – #Jelling17

Følg også med på vores instagram profil @jellingmusikfestival

Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere